Københavns Farvehandel ApS / Malerteknikker / Håndværk / Artikler


Joie de vivre

Badstuestræde, gaden som værdsatte livets glæder.
Skrevet af en tidligere beboer på Badstuestræde.

Selv om det korte stræde har lidt den specielle skæbne at blive udslettet af en brandkatastrofe hele tre gange, nemlig både i 1685, i 1728 og i 1795, så har der altid ligget en atmosfære af livslyst og glæde ved livets saligheder over det. Det gælder både maden, vinen, øllet, digtekunsten og den glade opstemte samtale blandt ligesindede. Otte af de gamle klassicistiske huse i den elegante Harsdorff-stil fra omkring 1800 er fredede. Og af en uforklarlig grund havde der også svævet et stænk af gallisk esprit over strædet.

Allerede gadens navn kalder minder om ældgamle glæder frem. Hele middelalderen igennem nød folk at smide deres beskidte tøj, blive skrubbet og vasket og befriet for lus og lopper i et ophedet rum med damp fra brandvarme sten. Vor Frue Kirke var ejer og udlejer af gadens badehus i det nuværende nr. 15 med stor baggård ud mod Kompagnistræde. Her arbejdede bademestre, barberer, musikere, taskenspillere, gøglere og glædespiger under kirkens milde opsyn. Katolicismen var som bekendt meget mindre stramtandet end de første lutherske svovlprædikanter. De offentlige badstuer måtte efter 1496 lukke på grund af den omsiggribende sygdom pokker, der sandsynligvis var identisk med vor tids syfilis og dengang kaldt franzøjser. Sang og skrål forstummede i lang tid også i Badstuestræde. Nu efter fem hundrede år ligger der på en spøjs og bagklog måde et "condomeri" akkurat lige overfor.

Også maven kunne forkæles her engang. På Strøghjørnet befandt sig indtil 1913 Valentin Battaglias charcuteriforretning. Den hørte til de mest fremtrædende af sin art i byen med delikat pålæg og pølser, der gjorde Marburger rangen som pølsemagernes første mand stridig. Schweizeren Battaglia boede med kone og datter på to etager i gadens nr. 1.

På det andet hjørne, i Tuteins Gård fra 1802, indrettede den vindskibelige schweizer D. B. Schucani i 1881 en schweizer café på 1. sal med indgang fra Vimmelskaftet 47, som han opkaldte efter en bjergkæde i sin hjemegn "Bernina". Firkantede marmorborde og grønne, senere mørkerøde plydssofaer, en marmorsøjle i midten af lokalet omgivet af et ringformet marmorbord, hvor de internationale, først og fremmest franske aviser lå fremme, udgjorde indboet for servering af morgenmad med javakaffe og brioches eller spejlæg med skinke, fra omkring klokken 11 for servering af frokost med det lækreste smørrebrød, hvor pålægget lå ud over rugbrødskanten, norsk lysholmer og bismarckcigarer, og af aftensmad med diverse anretninger og et kæmpe udvalg af internationale drikkevarer, fra portvin til madeira, fra kirsch til curacao, fra cognac til whisky. De mange norske forfattere foretrak oprindelig pjolter, en cognac soda, mens champagne serveredes til gæsterne med større og snaps til dem med mindre kredit. Tjenerne førte omhyggelig lommebog over debitorerne. Efter lukketiden kunne man, hvis stemningen var derefter, fortsætte bag aflåste døre. Værterne efter 1885 var to generationer Tönjachen, indvandret fra Graubünden i Schweiz, Paul og Carl (i daglig tale "Cognaksen"). De boede i huset ved siden af. Casper, den første tjener, kunne ikke udtale det danske -r- og sagde rrugbrø med et dejligt rullende r.

Denne café blev takket været de unge akademikere fra Studentersamfundet i nr. 11 og redaktionen fra avisen "København" i nr. 7 det mest trendy gå-i-byen-sted i hele Norden mellem 1885 og 1905. I de tyve år mødtes både den litterære avantgarde fra Danmark og Norge og kunstnerne fra teatret med hovedstadens ekscentriske storbybohème her på café Bernina. Her kunne de kendte fra om eftermiddagen møde de kendte og her diskuteredes alt det der var vigtigst for unge brandesianere, Nieztsche-fans og symbolister. Berninapigerne og Berninadrengene dikterede den moderne danske ungdoms tøjstil og frisurer. De frigjorte piger kom i reformkjoler med Bindesbøll-spænder, røg lange tynde cigarer og drak absinth, de unge mænd gik med en høj opretstående flip, bar hatte à la Holger Drachmann, ankellange frakker, og var ledsaget af en spadserestok med sølvknap. Journalister fra Politiken, redaktører fra Gyldendal, skuespillere fra Casino og Dagmarteatret, unge levemænd med rige fædre og forhutlede bohemiens. Mange af de feterede stjerner fra dengang er glemt i dag, men August Strindberg, Gustav Wied, Herman Bang, Johannes Jørgensen, Knud Hamsun og Johannes V. Jensen læses vel stadigvæk og sidstnævntes frokostdigt, som satte et poetisk minde over Bernina, fortolkes i danskundervisningen den dag i dag.

I nabohuset nr. 2 lå indtil for nogle få år siden Bernina Vinhandel og før den en cigarhandel. Da det gamle navn Bernina blev udskiftet med "World of Wine", gik der kun et år og så måtte den lukke.

Nr. 4 blev bygget af en værtshusejer i 1797 lige efter den tredje brand i Badstuestræde. I forrige århundrede solgte de italienske brødre Venturi konserves i butikken og sidenhen fandtes her et veneziansk glaskunstudsalg.

I nr. 10 lå der efter anden verdenskrig indtil omkring 1962 Jean Iversens Café de Paris, et lille hyggeligt værtshus med hyggepianist på pianette og de samme kendte Pariser chansonmelodier op repertoiret. Parlez-moi d'amour, Paris je t'aime osv. Før den tid hed restaurationen Gourmet og nu hedder den Københavner Caféen.

I nr. 17 lå i 1800-tallet Trydes urtekramudsalg og ovenpå Schubothes Boghandel, den ældste og i sin tid meget velassorteret boglade i København. Den kan spores helt tilbage til 1728, hvor den lå i Børsen. Boghandlerne i Badstueperioden var far og søn Langhoff.

Også fødevarer kunne engang fås i strædet. I nr. 5, 11 og 12 lå røgvarer fremme i kælderen, i nr. 8 var et eddikeudsalg, i nr. 9 et smørudsalg, i nr. 18 et mineralvandsudsalg, i nr. 15 solgtes alle slags høkervarer i kælderen og sukkervarer fra baghuset. I nr. 18 lå A. Sallys viktualieforretning. I nr. 3 havde sidst i 1800-tallet etableret sig en jødisk slagter, fordi der boede traditionelt en hel del jøder i netop denne gade. I nr. 5 var der efter krigen også en købmandsforretning.

I i nr. 8 drev omkring 1800 brændevinsbrænder Westergaard et snapsbrænderi, det ene af de to brænderier i gaden. Det andet lå for enden af gaden i nr. 20. Det var selvfølgelig ikke noget særligt for Badstuestræde, fordi i stort set alle gaderne undtagen de helt fine som Amaliegade og Bredgade havde et eller flere brændevinsbrænderier med udsalg fra kælderen eller fra gården: sprit, mælk og snaps, gerne krydret. Efterspørgslen var stor og konstant. Derfor lå også en hel række kælderbeværtninger i gaden: både i nr. 1, 7, 8, 11, 13 og 20 – dog ikke på samme tid - kunne tørstige sjæle smøre ganen med øl og brændevin.

I nr. 18, bygget af en Harsdorff-elev og gadens fineste hus, lå et af kvarterets mange bryggerier. Denne smukke empirebygning med seks joniske pilastre og balustre lod brygger Peter Møller opføre. Dybt nede i jorden under bryggeriet har man fundet gavlmuren af det store middelalderlige kompagnihus, hvor byens købmænd og kongen skød efter papegøjen og drak dyrt importøl i stride strømme. Københavns første synagoge lå en kort årrække i bagbygningen. Unge H.C. Andersen, der havde borgerlige ambitioner, pjækkede fra latinundervisningen og mødte her op hos solodanser Carl Dahlén for at lære de rigtige dansetrin til selskaberne. Efter undervisningen underholdt den langlemmede danseelev familien Dahlén med dukketeaterforestillinger. Efter at ølbrygningen ikke længere var rentabel, nøjedes man med at brygge eddike i bagbygningen. I en lang årrække ejedes ejendommen af smedemester Carl Seifert.

Nr. 20, denne fine fredede bygning, ejedes efter 1880 ikke længere af en ordinær brændevinsbrænder, men af en rigtig vinhandler. Larsens vinhandel var i mange årtier en af flere lokale vin- og spiritusudsalg.

Livets immaterielle glæder har også haft adresser i Badstuestræde. I nr. 6 lå den for to år siden lukkede boghandel Librairie Française i en tidligere vinstue. Den stammede fra 1940'erne, hvor det at kunne læse fransk var en del af almendannelsen og den danske indehaver, der var gift med franske Denise, sørgede altid for, at de nyeste publikationer fra det fransksprogede bogmarked blev indforskrevet. Sartre, Camus og Saint Exupéry var dengang nogen man læste på originalsproget. Parrets datter Anne Thomassen gjorde boghandelen til et familieforetagende. På hylderne stod de kendte gule bind fra serien Classiques Garnier og ventede på at blive rakt over disken. Man kunne også finde de rigtige grammofonplader, om man bad om det. Med blyant skrevne små sedler havde boghandleren sat op i vinduet: "denne bog er let at læse" eller "denne bog kan godt anbefales". Mor og datter sad i nogle hyggelige stole under prismekronen og tog imod kunderne. En pekingeser hørte også med til etablissementet og da den ikke var så rørlig længere blev den kørt i en promenadevogn helt ud til Kongens Have. Det lille stykke Frankrig i København er nu et trist syn med sin hærgede facade.

I et nu nedrevet simpelt klassicistisk hus på den nuværende farvehandels adresse nr. 7 befandt sig i 1890'erne Københavns mest litterære dagblad, der ganske enkelt hed "København" og i sin bedste tid havde det dengang enorme oplag på 20.000 eksemplarer. Kvaliteten var i top og alle forfattere og journalister, man dengang så op til, fra Herman Bang til Gustav Esmann, gav deres bidrag. Ove Rode var grundlægger og udgiveren den velhavende godsejer Johan Knudsen. Unge Agnes Henningsen, med en glubende appetit på livet og herunder i særdeleshed mænd, mødte her redaktør og forfatter Carl Ewald, der inviterede hende på café Bernina, hvis eksistens Agnes dengang ikke anede noget om og som hun siden blev en fast bestanddel af. Når redaktionsarbejdet skulle være mere spændende, gik man altid over gaden op i Bernina. Bladet var altid frækt og provokerende og Knudsen måtte gang på gang betale bøder for diverse krænkende artikler. Efter at huset blev revet ned, rejstes den nuværende røde teglbygning af vinhandler Bahn. Nu ligger her hovedstadens bedst assorterede farveforretning med alverdens oliefarver og specialartikler til malere.

I nr. 9 oppe på 2. sal mødtes Johannes Ewald ligesindede åndsfæller for at istemme den nye litterære førromantiske sværmeriske lyriske tone, der til gengæld ikke faldt i nordmændenes smag, der grupperede sig omkring Johan Herman Wessel hos madam Juhl halvanden hundrede meter herfra. Stedet her i gaden var Neergaards kaffehus, hvor kaffen, denne nye sorte, hede og søde drik blev nydt ved siden af den dengang så populære punch, som englænderne havde lært københavnerne at nyde. Blandingen af de fem ingredienser te, citron, rom, vand og rørsukker gjorde de unge forfatteres kinder røde og fik dem til at synge hjemmekomponerede klubviser af fuld hals. Efter branden i 1795 blev det to år senere genopbyggede hus lagt sammen med nr. 11 og her mødtes lidt over hundrede år efter Neergaards kaffehus den nye forening Studentersamfundet. Det var en udbrydergruppe af radikale studerende, er ikke kunne leve med de bedagede nationalromantikere i Studenterforeningen. Georg Brandes var deres gud og tidens tabuer blev frydefuldt sønderlemmet i en bramfri ungdommelig debat. August Strindbergs drama "Frøken Julie" var i 1889 blevet forbudt af statens censor, men her hos Studentersamfundet kunne man uropføre skuespillet om et erotisk forhold, der ikke var comme il faut. En nervøs Strindberg sad i kulisserne og åndede lettet op, da bifaldet brød løs. Ejendommen blev efter 1900 købt af den tyske vinhandler Bahn, der lod den ombygge, Festonerne over de to porte fra gaden består tydeligvis af fede sandstensvinranker. Vinhandelen blev det senere kendte Bahns Hotel, men det havde i sin tid også et andet navn, nemlig Belle France. Dette navn kan stadig læses under den tykke glasplade på dørtærskelen i hovedindgangen. Hotel "Det smukke Frankrig" lød utvivlsomt mere tillokkende end det tyske Bahn.

Den folkelige farveglade maler Otto Frello fra Varde er med til at videreføre de lykkelige traditioner fra før i tiden. Han bor i hjørneejendommen ved Brolæggerstræde. Og mirakuløst har Bernina genrejst sig som en fugl Føniks for ganske få måneder siden på den førhen så kendte berømte adresse i Tuteins Gård.
Til toppen af Joie de vivre